Nyhedsbrev december 2025

Formanden har ordet

Landbruget er formet af omvæltninger – og klar til de næste

Det har været et ekstremt begivenhedsrigt 2025 for dansk landbrug. Vi har været igennem den første fase af de lokale treparter med udsigt til udtagning af 400.000 hektar landbrugsjord. En ny kvælstofaftale er også vedtaget hen over hovedet på os i landbruget. Og så har vi taget de første skridt mod en CAP-reform, som ser ud til markant at ændre tilskudsordningerne for mange af os. Læg dertil en kommende CO₂-afgift, der risikerer at stille dansk landbrug dårligere end vores kolleger i resten af EU.

Hvis man udelukkende vil være negativ, kan man let finde noget at blive sortseer over. Men det er jeg ikke – slet ikke. For historien viser, at landbruget har stået i langt større omvæltninger før.

I slutningen af 1800-tallet blev markedet oversvømmet af billigt korn udefra, og mange blev tvunget til at omlægge produktionen. Det førte til andelsbevægelsen og en ny eksportorienteret styrkeposition. Verdenskrigene bragte mangel, regulering og indgreb, men landbruget overlevede. Efter anden verdenskrig fulgte mekanisering og krav om massiv produktionsstigning – med store investeringer og strukturelle forandringer til følge. Senere kom strukturudviklingen og den grønne regulering, hvor marked og rammevilkår igen ikke altid har hængt sammen.

Vi har klaret os gennem gentagne kriser og omvæltninger, fordi vi både har taget kampen og søgt dialogen. Med faglighed, sammenhold og lokal forankring har vi igen og igen tilpasset os nye vilkår, markeder og krav – uden at slippe ansvaret for jorden. Den kombination af fasthed og samarbejdsvilje har gjort os robuste, også når rammevilkårene har været svære.

Derfor får vi også fremadrettet brug for stærke fællesskaber. Fællesskaber, der sikrer, at landbruget fortsat kan tale med én stemme, når balancen mellem regulering og marked udfordres. For kun sådan kan vi skabe løsninger, der både er fagligt holdbare og politisk realistiske.

Derfor går jeg ind i 2026 med en grundlæggende optimisme. De grønne treparter har vist, at landbruget tager ansvar og bidrager konstruktivt til løsningerne. Det har givet os politisk kapital – og den tror jeg på vil blive forrentet over tid.

Husk: Det gode liv i vores land begynder med det gode liv på landet.

Og så længe vi står sammen, producerer fødevarer i verdensklasse og insisterer på dialog baseret på faglighed, er jeg overbevist om, at dansk landbrug også vil stå stærkt i fremtiden.

Med ønske om en god jul og et lykkebringende nytår til jer alle

Sven Joensen – Formand for Familielandbruget VEST-Jylland

 

Kommende arrangement: Nytårsmøde og foredrag med Niels Krause-Kjær


Du kender sikkert Niels Krause-Kjær som vært på DR's Deadline eller som forfatter til bl.a. "Kongekabale". Nu kan du opleve ham holde foredrag om "Det tabte land":

Kom og hør hans personlige beretning om Danmark i en brydningstid. Romanen er fiktion, men tager afsæt i en vandrebog skrevet af hans far og hans højskolekammerater gennem et halvt århundrede. 

Ude for uden er historien om en kulturel revolution, der på blot to generationer fjernede bondekulturen, hyldede storbyen og tabte provinsen. Stuehuset på bogens forside er mit barndomshjem få dage før, det rives ned.

Program: 

  • Velkomst
  • Spisning
  • Foredrag ved Niels Krause-Kjær

Tilmelding:
Tilmelding er først-til-mølle, da der er et begrænset antal pladser.
Tilmeldingsfrist: 9. januar 2026 herunder eller på tlf 70 21 20 40.

Hvornår: 13. januar kl. 18:00 - 21:30
Hvor: SAGRO, Birk Centerpark 24, 7400 Herning
Pris for deltagelse: 100 kr. som betales ved ankomst (kun MobilePay)

For program og tilmelding, kan du klikke på dette link.  

 


 

Følg os på Facebook

 

Hold dig opdateret på foreningens aktiviteter, kommende arrangementer og andet på vores facebookside. Du finder os via dette link. 


 


Formand
Sven Joensen
Tlf. 22 90 36 12
sven_joensen@hotmail.com


Politisk rådgiver
Klaus Eriksen
Tlf. 61 69 97 00
ker@sagro.dk