Nyhedsbrev marts 2023

Den nye formand har ordet

Kære medlemmer

Så blev det tid til den første up-date på foreningen fra min side.

Mandag den 20 marts afholdte vi ordinær generalforsamling i Herning. Det var som altid en god aften med en god stemning. Lone Andersen aflagde sin 19 og sidste beretning som formand for Familielandbruget VEST-jylland.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til endnu én gang at sige tak til Lone for hendes store indsats for vores medlemmer i det vestjyske. Lone vil nu koncentrere sig mere om posten som formand for familielandbrugssektionen og viceformand i Landbrug & Fødevare.

Det blev til et enkelt nyt bestyrelsesmedlem på generalforsamlingen. Tobias Christensen fra Vorgod-Barde, der til daglig driver Nørregårds Geder. Vi siger velkommen til Tobias og glæder os til samarbejdet.

Jeg vil også gerne selv sige tak til alle medlemmer for at vise mig den store tillid det er at pege på mig som formand. Jeg er stolt og ydmyg over at få denne opgave og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for alle medlemmer i Familielandbruget VEST-Jylland.

Under debatten på generalforsamlingen var vi omkring mange emner, men særlige emnet om ulve fyldte. Et emne vi i bestyrelsen vil arbejde videre med, indtil der kommer nogle fornuftige løsninger på de udfordringer der er rundt omkring i det vestjyske med ulve, og andet skadegørende vildt.   

I skrivende stund lader foråret vente lidt på sig, selvom kalenderne siger noget andet. Det er stadig rigtig vådt ude i markerne med alt den nedbør der er kommet i marts måned, men inden længe går det løs i marken.

Jeg ønsker alle en rigtig god arbejdslyst. Med et sent forår venter også nogle lange dage på maskinerne, så husk at passe på hinanden ude i forårs landet, vi skulle gerne undgå arbejdsulykker.   


 

Familielandbruget VEST-Jyllands Generalforsamling 2023

 

Familielandbrugets generalforsamling 2023 blev en særlig en af slagsen:

- Lone Andersen holdt sin 19. og sidste årberetning og fik stående klapsalver for sin indsats for foreningen gennem årene

- Peter Jørgen Kock blev valgt til ny formand for foreningen

- Martin Alstrup blev genvalgt til næstformand i foreningen.

Læs SAGROS beskrivelse af generalforsamlingen 2023 her: Rørende afsked med politisk familieikon og ny formand (sagro.dk)

Familielandbrugets Årsrapport 2022 kan læses her: Årsrapport 2022 (familielandbrugetvestjylland.dk)

 


 

Medlemmer af Familielandbruget VEST-Jylland blev hædret for deres indsats

 

På Generalforsamlingen 2023 modtog Tobias Christensen og Anne Marie Madsen en pris for deres imponerende arbejde for dansk landbrug - helt præcist Pedersens Fond af 2002. Begge har været enormt aktive ift. Åbent Landbrug, hvor de har inviteret inden for på Nørgaards Geder. Og derudover laver de et – lad os nu sige det på jysk – kæmpestort arbejde på de sociale medier for at udbrede forståelsen for og kendskabet til dansk landbrug.

Det er sådan nogle ildsjæle, som flytter hegnspæle i den nogle gange misforståede, offentlige holdning til vores erhverv. Som han også selv siger, så er han ”langtfra den eneste”, der gør en kæmpe indsats. Det er rigtigt – og tak for det! Men lige nu er tiden til at sige tillykke med prisen og tak for indsatsen til Tobias og Anne Marie.

Med prisen følger 30.000 kr. Overrækkelsen skete ved generalforsamlingen i Familielandbruget VEST - Jylland.

Ved samme generalforsamling modtog landmand og mangeårigt bestyrelsesmedlem Birger Jensen også et legat fra A. Flensborgfond for lang og tro tjeneste. Tillykke med prisen, Birger.


 

Nye ejendomsvurderinger af landbrugsejendomme bliver snart udsendt – vær opmærksom på den meget korte klagefrist.

 

Den nye ejendomsvurderingslov ændrer på kriterierne for kategoriseringen af landbrugs- og skovejendomme. Det får den betydning, at nogle ejendomme, der i dag er kategoriseret som landbrugs- og skovejendomme, fremadrettet vil blive kategoriseret som ejerboliger og omvendt.

Kategoriseringen er afgørende for, hvad man skal betale i ejendomsskatter, især fordi ejerboliger skattemæssigt værdiansættes til markedsprisen, mens landbrugs- og skovejendomme værdiansættes efter særlige regler, der i praksis giver en lavere vurdering.

Læs mere her: Nu bliver det afklaret om ejendomme er landbrug eller huse på landet | Vurderingsstyrelsen (vurdst.dk)


 

Ladies Night – et medlemsarrangement, der blev startskuddet til endnu mere..

 

Tirsdag, den 21. februar 2023 blev der afholdt et særligt medlemsarrangement for den kvindelige del af medlemmerne + andre med interesse deri. På aftenen var der fokus på kvinder med tilknytning til livet på landet. Og det skulle blive en kanonhyggelig aften med rosé, kagetapas og kvindelige oplægsholdere.

Over 30 deltagere var der til arrangementet, og de kom både fra nær og fjern. Helt fra Fyn, Himmerland og Esbjerg var der nogle der kom – og der var lagt op til en aften af de specielle.

Lone Andersen fortalte om sin vej ind i bestyrelsesarbejdet som landmandskone i Vestjylland.

Solvejg Høj fortalte om familien på landet og forskellen mellem generationer. Solvejg Høj, er en dygtig og erfaren socialkonsulent, med mange års erfaringer i bl.a. generationsskifte hos landmænd.

Solvejg Horst Pedersen, som er strategirådgiver i ØkologiRådgivning Danmark med en solid baggrund i at facilitere strategiprocesser på landbrugsbedrifter for at familieliv også skal passe ind, fortalte om emnet: Kan bedriftens strategi rumme mine drømme? 

Efter kaffen drøftedes mulighederne for at etablere et muligt netværk for landmandspartnere/kvindelige landmænd under Familielandbruget VEST-Jylland. Interessen var stor blandt de fremmødte og det hele endte med at der blev nedsat et udvalg bestående af 5 frivillige deltagere blandt de fremmødte.  

Udvalget for ”Kvinder på landet” har siden afholdt møde med drøftelse af forskellige ideer til hvordan man skal komme videre med dette arbejde. Inden længe følger lignende arrangementer for ”Kvinder på landet” under Familielandbruget VEST-Jylland.


 

Få 1 ÅRS GRATIS UNGE-MEDLEMSKAB af Familielandbruget VEST-Jylland

Hjælp din søn/datter eller ung-ansatte - de bedste bud på den næste generation af "Familie-landbrugere" - til at blive unge-medlemmer af Familielandbruget VEST-Jylland. Det første år er GRATIS - Herefter koster det kun 100 kr./år hvis de allerede er medlem af LU. (ikke-medlem af LU: 400 kr./år)

Unge-medlemskabet giver dig adgang til:

✓ LandbrugsAvisen digitalt + de låste artikler
✓ Landbrugsinfo
✓ En lang række kontante medlemsfordele
✓ Billige forsikringer
✓ Spændende medlemsarrangementer
✓ Nyhedsbreve og meget mere

Du skal blot indsende navn, adresse, mobilnr., e-mailadresse, fødselsdato
og -år til Villy Juul Larsen på vjl@sagro.dk

Har du spørgsmål kan du bare ringe til Villy på mobil: 2023-8549.

 

Ulve i Midt- og Vestjylland

Ulven var et af de store emner under generalforsamlingen debat i 2023. Og langt fra uden grund. Flere af deltagerne kunne berette om ulveangreb på dyr meget tæt på deres bedrift – og flere følte sig utrygge ved udviklingen. Senest har man kunnet læse om ulveangreb på heste over 120 cm i nærheden af Borris.

Læs: Hest dræbt af ulv på Borris Hede | Maskinbladet

 

Medlemsfordele - til gavn for dig og din familie!

Som medlem af Familielandbruget VEST-Jylland og L&F får du en række gode fordele med dig, gode tilbud ekstra ordinære kampagner og lign.

Den 1. april åbner Legoland portene op får 2023 sæsonen, og der berettes om en del nye spændene tiltag og forlystelser.

Som medlem af Familielandbruget VEST-Jylland er der rabat ved køb af ophold på deres hotel. Ikke bare for dig som medlem, men også til din familie, til dine medarbejdere og deres familier. 

Foråret er på vej – det betyder at Tivoli snart åbner for årets sæson (den 31. marts).

Vi kan nu også tilbyde vores medlemmer en rabat på 10% på MiniCruise og transportrejser til Norge. Der er afgange fra Frederikshavn og København til Oslo.
er dette tilbud spændene kan du benytte dette link: https://dfds.travel/LF

Du kan læse mere om alle de tilbud man kan benytte samt hvordan du gør brug af dem, i det nyhedsbrev som er vedlagt denne mail.


Formand
Peter Jørgen Kock
Tlf.: 30 13 32 23

E-mail: peterjorgenkock@gmail.com


Politisk rådgiver
Villy Juul Larsen
Tlf. 20 23 85 49
vjl@sagro.dk